Vi, ondeto, bluiĝante
en kristala, luma hel',
sen koloro vi konstante
ĝin pruntadas de l'ĉiel'.
Nur la bildon de l'ĉielo
vi retenas en la sin',
fora estas via celo,
vana via korinklin'!

La ĉielon, ondo klara,
en sopir' spegulas vi,
memorigas pri l'amara
kaj disiga sort' de ni.
Koro, la naturo estas
en sopir', ne nur la hom';
vin konsolu, se nur restas
al vi bild' kaj kara nom'.

“Barkarole”

Lette Bølge! Når du blåner,
gjennemsigtig, lys og klar,
Himlens Farveskjær du låner,
selv du ingen Farve har.
Himlen ei, kun Himlens Billed
hviler i din dybe Favn.
Aldrig er din Længsel stillet,
den er evig, som dit Savn.

Bølge! Hvor du klarest rinder,
speiles Himlen i dit Bad;
Ak! din Længsel Hjertet minder
om hvad Skjæbnen skiller ad.
Hjerte! Du bør ikke klage!
selv Naturen føler Savn;
trøst dig, hvis du har tilbage
kun et Billed og et Navn.